MELANIN
Melanin er Mikas Langs debut fra 2019. Digtsamlingen undersøger en ung mands opgør med at tænke og føle som en hvid person i en mørk krop. Værkets fem dele, hvor fortid og nutid, sort og hvid, hele tiden væver sig ind i og ud af hinanden, trækker tråde mellem racisme, ophav, sprog og krop.
Melanin insisterer på en form for kontinuitet fra slaveriet og kolonialismen til i dag, men aftegner konturer af et håb om en verden hinsides den vestlige.
Den udkom i 2019 på Forlaget Sievers. Første udgave er udsolgt fra forlaget.
Anden udgave selvudgives som Sort Syn og udkommer primo marts.
Den kan forudbestilles nu, fx direkte fra OVO press, som står for distribution.
Menneskeskoven i Politiken d. 21. maj 2019
Sjældent har jeg læst et værk, der lykkedes med på én gang at være så voldsomt og så venligt. Ordene har en umærkelig kraft, som åbenbart får jeget til at stoppe op og skrive ("jeg har altid lyst til at løbe") – og får mig som læser til at tænke over mit næste skridt. Der er et håb om noget kommende, et håb for barnets fremtid i Melanin. Alt i alt et sitrende vigtigt bidrag til dansk samtidspoesi!
Melanin er en poetisk killjoy af en bog om racismens mange ansigter.
Lone Aburas