OTTE MINUTTER OG 46 SEKUNDER VI IKKE VIL GLEMME

Opdateret: juli 22

Måske er årsagen til, at vi svælger sådan i likvideringen af George Floyd den skrækkelige, at vi faktisk nyder det lidt.

Torsdag den 9. juli kunne man læse på dr.dk: ”George Floyd råbte på mor, børn og på luft 27 gange.” Denne nyhed kommer halvanden måned efter selve likvideringen af Floyd. Efter videoen. Efter alle billederen og beskrivelserne. De berømte otte minutter og 46 sekunder, der er blevet gentaget og gentaget i én uendelighed. Som om vi ikke kan få nok.

For nylig har byrådet i Minneapolis enstemmigt taget første skridt mod at afvikle politistyrken, som vi kender den. Ikke et ord herom i danske medier. Det er på en eller anden måde en lokal nyhed, i modsætning til likvideringen.

Men hvorfor?

Jeg tror, vi kan nærme os en forklaring ved at kaste et blik på dækningen af den bestialske henrettelse på Bornholm for nylig. Af hensyn til familie og efterforskning er det i offentligheden sparsomt med oplysninger om sagen. Men i al omtale af sagen – således også Olav Hergels artikel om offerets begravelse i Politiken (10.7) – refereres fra sigtelsen, at offeret er blevet både sparket, stukket med kniv, slået med rafter og flaske, samt har fået trykket et knæ mod halsen. (Jeg er egentlig ked af at lave endnu en opremsning af dette, men det synes desværre nødvendigt for fremstillingen.) Man nøjes ikke, som i aldrig, med at skrive, at offeret er blevet tortureret eller banket til døde; vi præsenteres for hele kataloget. Hver gang.

Men igen, hvorfor?

Svaret er, tror jeg, i al dets ubærlige brutalitet, at vi nyder det. Vi læser det (ser det, hører det) og finder en pervers form for sikkerhed eller trøst i, at vi ikke er sådan nogle, som sådan noget sker for. Det er selvfølgelig langt fra simpelt – især ikke for de af os, for hvem en ’white power’-tatovering suppleret med to hagekors er en eksplicit trussel, men jeg tror desværre, at det også gælder for os. Fordi der i Vesten ikke er noget alternativ til det, vi lidt hurtigt kan kalde et ”hvidt verdensbillede”.

Den sorte krop er en magnet for (overdreven) vold. Og det uanset om det er Edward Norton, der tramper vores kranie i smadder i American History X, mordet i Minneapolis eller mordet på Bornholm. Denne vold – dens overdrevne brutalitet – kan ikke som sådan begrundes; den har intet motiv.

Og så alligevel…

Frank B. Wilderson III er en amerikansk forfatter og professor ved University of California. I et nyligt interview med den sydafrikanske avis Mail & Guardian (24.6) undrer han sig over, at billederne af og fortællingerne om denne vold ikke fører til, at der kommer mindre af den. Som sådan taler han imod en gængse fortælling, at deling via smartphones og internet leder til et opgør med volden. Den synes at være konstant. Efter Floyd fulgte likvideringen af Rayshard Brooks. Rodney King blev overfaldet på globalt tv i 1991. Det er tredive år siden.

En ny teoretisk strømning, afropessimisme, har vundet indpas sideløbende med Black Lives Matter og den i stigende grad globale bevægelse for sorte liv. Her betragtes denne vold – og de endeløse genspilninger i billede, lyd, tekst m.m. – som nødvendig for samfundets psykiske velbefindende. Harvard-historikeren Orlando Patterson peger i sit mammutværk om slaveri, Slavery and Social Death, på, at det, der kendetegner en slave på tværs af tid og rum – fra det antikke Grækenland over afrikanske samfund og Kina til slaveplantagerne i Den ny verden – ikke er tvangsarbejde, men i stedet, at slaven som figur er et modbillede til de rigtige medlemmer af samfundet, de rigtige mennesker. Patterson taler om, at slaven er generelt vanæret. Og det uden skelen til personens faktiske karakter og adfærd. Desuden er slaven bl.a. kendetegnet ved konstant at være konfronteret med en trussel om vold, der er både umotiveret og grænseløs.

En slave er en, man kan afreagere på. Det er fx en, man som politimand i USA 99 ud af 100 gange kan dræbe uden straf. Og så er vi fremme ved afropessimisternes hovedpåstand: at det i dag i Vesten er den sorte, der indtager slavens position som ikke-helt menneske. Det er groft sagt en, ”vi” kan pege på og sige ”Jeg ved, jeg er et menneske (med menneskerettigheder), fordi sådan noget ikke sker for sådan nogle som mig.” Her begynder vi’et så småt at krakelere. Og dog er vi måske alligevel fælles om nedvurderingen af sorte liv.

Det gør opgaven, vi står overfor, umådelig og uoverskuelig. Men som James Baldwin skrev, at vi konfronterer det er ikke ensbetydende med, at vi ændrer det – men vi kommer ikke til at ændre det, hvis ikke vi konfronterer det.

Seneste blogindlæg

Se alle

SORTE OFRE – OM SYMBOLSK STRUKTURTILPASNING

George Floyd. Min reaktion var at tude. Sorg. Dernæst vrede. Og så begyndte jeg at skrive. Jeg satte mig til tastaturet og skrev en kronik i ét take. [Læs den her]. Jeg måtte udtrykke min sorg. Men me