George Floyd. Min reaktion var at tude. Sorg. Dernæst vrede. Og så begyndte jeg at skrive. Jeg satte mig til tastaturet og skrev en kronik i ét take. [Læs den her]. Jeg måtte udtrykke min sorg. Men mest af alt ønskede jeg at bære brænde til bålet. Det var vist dagen efter, demonstranter i Minneapolis havde sat ild til politistationen, og medier var begyndt at synge den gamle traver om ”gode” og ”dårlige” demonstranter – og nødvendigheden af fredelige protester.
Det syntes oplagt, at der var en ledig position i debatten: en fortaler for demonstranternes vold. Ikke et forsvar for volden, for et forsvar falder tilbage på og bekræfter vores mindreværd - at demonstranter tyer til vold, fordi de er uorganiserede, ressourcesvage, dumme el.lign. At Sorte ikke kan gøre sig gældende politisk, er rigtigt. Men det er ikke dét, der er vigtigt. Ikke i den her sammenhæng. Derfor skrev jeg et angrebsskrift: vi har brug for en form for vold, hvis vi vil hævde vores lighed. Fordi uligheden er indstiftet ved vold.
Velvidende at det var en kontroversiel position, sendte jeg den ind til avisen. Jeg tænkte, at det om ikke andet kunne være lidt pirrende med sådan en vred sort mand. De tog den. Planen var, at den skulle i avisen ugen efter. Over weekenden sendte vi teksten frem og tilbage med lidt småredigeringer.
Aftenen inden kronikken skulle bringes i avisen, skrev redaktøren pludselig, at vedkommende var blevet nødt til at "rykke lidt rundt i planerne". Desuden var den begyndt at tænke, at dele af min kronik kom til at skygge for mit budskab; de dele, der eksplicit støtter op om volden. Jeg forsøgte at forklare, at de dele altså ikke skyggede for noget (den lidelse, jeg også fremskriver), men at de var mit budskab. Det var selvfølgelig naivt.
Da jeg ikke hørte noget det næste døgns tid, skrev jeg: betyder det, at teksten er pillet af bordet, hvis ikke jeg ændrer den? Og ja, det gjorde det. Men jeg skulle lige ringe til redaktøren først og forsikre den om, at det altså var okay, at de havde snydt og behandlet mig dårligt. Ligesom dengang en interviewer afsporede et helt oplæsningsarrangement, fordi den ikke kunne bære at blive konfronteret med en situation med en ulige racial dynamik – altså verden – og derfor febrilsk forsøgte at få mig til at pege mod udgangen.
Der er en milliard million ting, der trænger sig på her, men jeg vil holde mig til denne ene: for humanisterne må en Sort historie altid være en offerhistorie. En lidelseshistorie. De elsker at høre, hvor hårdt vi har det. Først se videoen. Så læse hvor smerteligt det var for en at se en mand, der ligner én selv blive slået ihjel – og alt det lort, det minder en om, alt det lort, der aktiveres i psyken. ”Nej, det må vi da gøre noget ved!” Yes. De skal gøre noget ved det. For mange er det overordentligt vanskeligt ikke at se sig selv som historiens motor. Og i øvrigt vil vores reaktion altid være for voldsom. Fordi vores problem ikke løses med en politireform, en rød regering (LOL) eller med en Sort præsident. Fordi vores problem er den evindelige ulighed, og fordi vi kan ikke gøre noget ved den uden også at gøre noget ved dem.
Derfor vil humanister ikke høre Sort vrede. Eller derfor kan de ikke. Vreden har ikke plads i deres grammatik. Og derfor blev jeg stillet over for valget mellem symbolsk strukturtilpasning (skriv dit indlæg om til en offerhistorie) eller glemsel (rend og hop, men fortæl mig det er okay).